www.dendrologi.dk Martin Reimers Sj�ldne tr�er, buske og bambus


Forside: Dendrologi.dk

Japansk margueritbusk

Nipponanthemum nipponicum


Denne vidunderlige halvbusk er alt for overset i Danmark !
Den har duftende store elfenbenshvide blomster som blomstrer lige til frosten kommer. Den er nem at dyrke, tiltrækker sommerfugle, god til afskæring og attraktiv selv uden blomster med sine store lancetformede mørkgrønne, skinnende læderagtige blade. Det er en fornøjelse at se blomsterknopperne udvikle sig som lysegrønne perler i toppen af skuddene i september-oktober og nyde det sommerlige syn af de indtil 8 cm. store blomster i oktober og november når næsten alt andet er visnet.


Japansk margueritbusk. Nipponanthemum nipponicum i blomst. In flower. www.dendrologi.dk. Martin Reimers
Gren med den første store kridhvide blomst. Bemærk at flere blomster er på vej og læg mærke til de smukke skinnende læderagtige blade.
Gråsten den 22.10.2016.



Naturligvis har planten visse ulemper som kan være afgørende for om man får succes eller fiasko med den. Den bliver let ranglet, får gule blade for neden som tabes tidligt og den når ikke altid at blomstre inden frosten tager den.
Japansk margueritbusk kræver under danske forhold fuld lys, masser af sol og varme samt let jord for at nå at blomstre. En oplagt placering er op ad husmuren mod syd eller vest. Så skal den nok lykkes de fleste år.
Den bliver ca. en meter bred og høj efter nogle år. Vil man have den tæt, så dyrk den som staude ved at klippe den ned i det tidlige forår, men ikke længere ned end at der stadig er knopper tilbage.
Den sælges kun sjældent, men er let at dele samt formere med stiklinger eller aflæggere.


Japansk margueritbusk med knopper. Nipponanthemum nipponicum with buds. www.dendrologi.dk. Martin Reimers. Danmark. Denmark
En skov af skud med lysegrønne perler i toppen.
Botanisk Have i København den 01.10.2011.



Japansk margueritbusk er temmelig sjælden i Danmark.

Den er eneste art i slægten Nipponanthemum og hører til kurvblomstfamilien - Asteraceae.

Planten klarer sig i USDA zone 5, så den overvintres let i Danmark hvis den ikke står vådt.


Japansk margueritbusk. Nipponanthemum nipponicum. Ikke nedskåret busk. www.dendrologi.dk. Martin Reimers. Danmark. Denmark
Tre år gammel plante op ad sydmur i begyndende blomstring. Planten har som et forsøg ikke været skåret ned efter hver vinter og de bagerste grene er derfor ranglede. Bemærk hvordan de nederste blade er blevet gule. Planten er godt en meter bred, en halv meter dyb og godt en halv meter høj.
Gråsten den 22.10.2016.


Forside: Dendrologi.dk

www.dendrologi.dk       -   Sjældne træer, buske og bambus i Danmark samt skov på Færøerne
Martin Reimers
©2016   -   Tlf.: 53 80 19 58   -   E-mail: reimers(snabel-a)siticum.dk